2018-10-16 07:58:37

Finwire Denmark

Freetrailer har opkøb i kikkerten tre måneder efter børsnotering - interview

De tre første måneder er gået som børsnoteret selskab for den danske it-virksomhed Freetrailer. En del af pengene fra noteringen er allerede ved at blive søsat til nye vækstprojekter, fortæller adm. direkør Allan Sønderskov Darré i et interview med Finwire.

Freetrailers hovedkontor i Søborg er fyldt med Hornsleth-kunst, en privat passion for selskabets adm. direktør, og et stort udstoppet gazellehoved, der pryder ved indgangen og markerer, at Freetrailer har fået Børsens Gazellepris syv år i træk.

"Vi er jo ikke en trailervirksomhed. Vi er en it-virksomhed, der udlejer trailer, men vi udlejer også cykler – Christianiacykler som står blandt andet på Silvan Nørrebro og på Fisketorvet," fortæller Allan Sønderskov Darré.

"Man kunne forestille sig, at der var andet man kunne have brug for, når man har brug for en trailer. Vi kigger absolut på opkøb, der kunne give mening i forhold til vores DNA," tilføjer han.

I dag kører der 1.000 Freetrailere på de danske veje, og 500 i Sverige og Norge. Ved børsnoteringen i juni oplyste selskabet, at man går efter at have 5.000 trailere på vejene inden 2021 - et tal Allan Sønderskov Darré har stor tillid til at kunne indfri som planlagt.

Udkørte trailere bliver enten solgt videre eller bygget om til sovetrailere til Roskilde Festival eller til hjemløse, og i det hele taget banker Allan Darrés hjerte for bæredygtighed og deleøkonomi.

For nylig satte installerede Freetrailer luftforureningsmålere på flere af sine trailere - data der potentielt kan sælges videre til kommunen eller sportsapp, så hjemmehjælpere, løbere eller cyklister kan lægge turen uden om de mest osende spots i byen.

"Jeg vil vove at påstå, at bortset fra andelsbevægelsen, så er vi blandt verdens første deleøkonomiske virksomheder. Vi har været med til at sætte deleøkonomi på dagsordenen før det blev moderne at dele og tænke bæredygtigt,” fortæller direktøren, der startede virksomheden i 2004 - længe inden selskaber som AirBnb, GoMore kom til understreger han.

Pengene kommer igennem kontrakter med partnere som Ikea, Silvan, BoConcept og Bilka, som betaler for, at Freetrailer faciliterer trailerudlån til butikkernes kunder - en model, der giver mersalg for partnerne.

En typisk partner får 89.650 kroner i akkumuleret merværdi pr. trailer, ifølge Freetrailers egne beregninger, der dækker over anbefalinger mellem kunder, eksponering i gadebilledet ved trailerens ture og almindelig goodwill.

“Vi er meget optimistiske om fremtiden. Vi kan se, at den strategi vi har lagt bærer frugt," siger Allan Sønderskov Darré, der venter at man inden for ganske få år også vil være til stede i Holland og Belgien.

Freetrailer blev børsnoteret i juni 2018, til kurs 4,50 på den svenske børs Spotlight. Den lukkede mandag i kurs 4,08.


https://finwire.slack.com/files/UBSJ385UM/FDEQ1HX8U/unnamed.jpg

Annabella Pultz
Nyhedsbureauet Finwire

Freetrailer
exclusive ma services tech transports